Dyrkningens mentaliteter – en introduktion

Jeg møder en kvinde i Thyborøn som ejer en kaffevogn og som driver et lille landbrug sammen med andre gennem en forening. De har lige fået penge fra Realdania til at bygge et foreningshus i forlængelse af deres dyrkningsområde. Hun siger, at hun er “af den gamle skole”, og at de regenerative metoder ikke adskiller sig så meget fra den måde hendes forældre gjorde tingene på. Måske har hun ret. De brugte komøg fra stalden, lod dyrene indgå i en naturlig cyklus og dyrkede uden gift. Det var bare ikke alle der gjorde det. De biodynamiske bønder har arbejdet med forbedring af jordbiomet gennem kosmiske forbindelser og markpræparater siden 1920’erne. Det er ikke for at sige “det regenerative er ikke noget nyt”, for hvad skal vi egentlig med den slags uproduktive tænkningsramme. Det er for at sige – dyrkning har en historie og er en historisk praksisform. Alle kender historien om at gå fra håndkraft til industrimaskiner. Udviklingen er ikke kun maskinel men også i lige så høj grad mental. Der findes forskellige måder at indgå i forbindelse med jord og planter på under den samlede betegnelse dyrkning. 

I Danmark vil nogen gerne holde fast i de industrielle måder at dyrke afgrøder og drive landbrug på, mens et stigende antal borgere, organisationer og politikere ønsker et andet landbrug og et andet forhold til det at dyrke mad på. Mange borgerbevægelser har gennem de seneste blot 10-15 år set dagens lys som modsvar til det konventionelle landbrug. Det er for eksempel sammenslutningen Frie Bønder – Levende Land, Regenerativt Jordbrug, Forum for Madsuverænitet, Permakultur Danmark og Andelsgaarde i Danmark og større globale sammenslutninger som Via Campesina. Rigtig mange aktører arbejder på forskellige niveauer på at udbrede og definere et nyt landbrug og lokale madsystemer, som fungerer i tæt forbindelse og symbiose med naturen. Det er for eksempel organisationer som Madland, små jordbrug som Godis Grønt, Den Lille Mark og mange flere. Her bliver landbruget til en fælles oplevelse, hvor langbordsmiddage, mulighed for at hjælpe til i marken og arrangementer skaber rammen om dialog og gennemsigtighed mellem kunden og jordbrugeren.  

I Aftalen om et Grønt Danmark skriver en række partier og aftalepartnere, at landmandens rolle må omdefineres. Fremtidens landbruger er ikke blot forvalter af sin egen jord, men forvaltere af en del af Danmarks natur (1). Det er et markant skift fra den måde landmanden som karakter har eksisteret før, og det peger på et større fokus på at være en del af et kollektivt fælles landskab. Den store Grøn Trepart rusker op i arealanvendelser, beskyttelse af Danmarks natur og reguleringer og omlægninger af landbruget i forhold til forpligtelser overfor miljø, natur og fremtidige generationers adgang til rent drikkevand, rene fødevarer, ren luft og ren natur. 

Dyrkning (“Det at udnytte et jordareal ved at bearbejde jorden og få planter til at gro der” (2)) har i tusindvis af år handlet om udbytte, lagring, fysiske arbejde, kultivering, årstidskundskab, maskinelt arbejde og at skabe produkter til et marked. For nogle handler det også om historie, slægt og fællesskaber. 

Vi befinder os i en periode, hvor nye prioriteringslogikker bliver formuleret og bliver fundament for nye måder at forstå dyrkning, landskab, fødevareproduktion og de måder mennesket tager plads i landskabet på. Store omrokeringer og store strukturelle ændringer, og mange borgere vil gerne være med. Det er tydeligt på alle de mindre idealistiske jordbrug der er opstået indenfor de seneste par år, hvor typisk yngre jordbrugsuddannede dyrker lokale regenerative småbrug, csa’er og andre modeller. Noget der kendetegner mange af initiativerne er et helt andet take på forbindelse mellem kunde og jordbruger, som baserer sig på åbenhed og formidling. Landbrugene er ikke bare produktionsenheder, men aktive kulturskabere og fristes man til at sige – kulturinstitutioner. Steder, hvor kultur opstår, deles og udvikles. 

Fra mit eget lille hjørne har permakulturen sat sit tydelige præg på den måde, jeg tænker på dyrkning på. Ikke kun inden for en snævrere ramme af landbruget, men i høj grad også indenfor det felt, der handler om hvordan vi skaber sunde økosystemer blandt mennesker. Herunder spiller de mentale økosystemer som kroppen, sindet og affekt en stor rolle i min interesse i hvordan dyrkning transcenderer sit konkrete jordbrugsfokus og kan bruges som model for vores sociale og økonomiske liv sammen. Derfor har jeg lyst til at undersøge tilgange, praksisser og metoder omkring dyrkning. Jeg kalder det dyrkningens mentaliteter. Ikke blot hvordan har vi gjort, men hvad har vi tænkt i sammenhæng med de måder vi har dyrket på. Det betyder at undersøgelsen af dyrkning både favner en interesse i de politiske udviklinger på området men ligeså meget også handler om de menneskers historier og kosmologier som er knyttet til landbrug og dyrkning. Fordi dyrkningen ultimativt også er en måde at sige noget om vores måde at trives med hinanden og økosystemet på. Jeg undersøger dyrkningens mentaliteter med nedslag i forskellige historiske perioders litteratur om landbrug, politiske bevægelser og gennem egen kropslig erfaring, hvor dyrkning som praksisform også bliver en vidensform. Undersøgelsen består af læsninger, praksisarbejde, kunstnerisk og fotografisk arbejde, digt og essayistisk prosa. Formålet er en dybere forståelse af dyrkningens facetter og at skabe rum til refleksion over vores egen stillingtagen til jordbrug, fødevarer og større forbindelser mellem mennesker og økosystem.

1:  “Centralt i aftalen står ambitionen om, at fremtidens landbruger bliver en moderne arealforvalter, herunder i forhold til forvaltning af nye naturarealer.” Aftalen om et grønt Danmark, s. 3
2:  https://ordnet.dk/ddo/ordbog/dyrkning