Jordbær (‘Ostara’, ‘Korona’, ‘Senga sengana’, ‘Polka’)
Jordbærrene udplantede vi i efteråret sidste år. Nogle købte vi på OLG i Grevinge hos en mand der hedder Egon. Han havde dem fra sin egen have. Vi købte cirka 40 planter fra ham sammen med lidt ribs og solbær. Andre har vi fået fra nogle bekendte, der skulle tynde ud i deres. Andre igen har vi delvist købt og delvist fået af en anden god ven, der bor i nærheden.
Det regnede en del i efteråret og selvfølgelig var det koldt i vinters med noget sne. Nu er de i gang med at rødme. Først kom de blege hvidgrønne bær og nu er nogle højrøde, mens andre har halvvejs farve. På skrænten står de blandt andre vækster. Jeg har tyndet ud af flere omgange rundt om planterne. Nogle af sorterne er tidlige, andre middeltidlige og én er remonterende (‘Polka’). Remonterende betyder, at de laver bær to gange i løbet af en sæson – det er jo smart – både sommer og efterår.
På skrænten springer de røde pletter i øjnene sammen med honningurtens lilla pompommer. I går var min mor inde på mit kontor og fik øje på bærrene gennem vinduet. Hun blev så glad og udbrød, “nej, er det jordbær, det skulle jeg have vidst”. Når jordbærrene kommer, vil alle have dem. Fuglene har allerede nippet i et par stykker. Måske fordi de er tørstige. Min mand sætter vand ud til fuglene i håb om at de vil skåne jordbærrene. Han høster to små skåle til os om aftenen, vores hund får også. Vi vil allesammen gerne have dem. I butikkerne kan man stort set ikke få økologiske jordbær. Og der hvor man kan koster en bakke 80 kroner.
Dengang, da vi gik med næsen mod jorden, og jordbærsaften rendte ud, som en kærkommen velsmagende blodtud, en sommerlig forkølelse. Vi samlede hver sommer, vi kørte til Kildemose og plukkede fra de lange rækker og tog adskillige bakker med hjem og havde et ton i maven retur i bilen. Sådan var det engang med jordbær, vi plukkede i hobe i høj sol glade i en udflugt som jeg så frem til hver sommer.
Jorden på skrænten er sandet og ikke særligt god, den tørrer let ud. Vi ved ikke om vi måske skal lægge halm om jordbærrene, så planterne omkring ikke får så meget fat. Lige nu får de lov at leve side om side. Alligevel er det lykkedes for dem at producere frugt. Tænk at de er der.