Rokokokartoffel

Engang så jeg en enmeter høj keramikvase ornamenteret med kartofler 
et rokokogreb i sarte grønne og lyserøde nuancer 
Og der forstod jeg noget
Om migselv
Hvad jeg er i min spires indre 
Derfor kaldte de mig Heidi
Som den rokokokartoffel 
Jeg engang var
Dengang sagde de til mine forældre: dén pige kan godt nok spise kartofler 
For det kunne jeg 
og jeg elskede særligt min farmors smørkogte hvide kartofler som hun lavede i det hus der nu er en oppudset tamhed af en klovns sprukne makeup
Ingen gigantiske rhododendroner mere 
Ikke flere stikkelsbærbuske 
Ikke flere blomsterflor
Kun: oppudsning, skærver og græs og vedligeholdelsesfrie hegn, kun enorme indkørsler til fire elektriske biler kun de oprindelige røde mursten væk ingen kunne vide 
At her engang blev kogt de skønneste kartofler